Statsminister Mette Frederiksen (S) og EU-Kommissionens chef, Ursula von der Leyen, skal torsdag og fredag være rejsefæller i Tórshavn og Nuuk, og rejsen får nu flere partier til at opfordre statsministeren til at bekende kulør om sine mulige planer om et topjob.
Dansk Folkepartis spidskandidat til EU-valget i juni, Anders Vistisen, kobler Frederiksens rejse direkte sammen med den seneste tids svipture til en ammunitionsfabrik i Niedersachsen i selskab med forbundskansler Olaf Scholz, til den store sikkerhedskonference i München og til de europæiske socialdemokraters årlige møde i Rom.


























