Akademikeren
Den lærde debattør har styr på begreber og referencer og deltager udelukkende i debatter, som vedrører eget kompetencefelt. Udgangspunktet for akademikeren er, at den offentlige samtale lider under grove forsimplinger og eklatant mangel på viden, og at det er fagpersoners opgave at rette disse fejltagelser og levere empirisk, falsificerbar viden, sådan som Karl Popper ville have foretrukket den.
Selv drevne debattører kan komme på glatis mod en velforberedt akademiker med lommerne fulde af peer reviewed publications, unikke datatræk og veletableret viden. Man slipper ikke af sted med selv det mindste forsøg på at puste tendenser op eller opdigte sammenhænge. »Det har vi ikke kunnet finde dokumentation for«, vil akademikeren understrege.
Akademikerens akilleshæl er, at faktaoplysninger ikke er argumenter. Når den ene part i en debat sidder og reciterer statistiske oplysninger, og den anden udspyer saftige holdninger, så har man – som akademikeren ville have sagt – etableret en kommunikativ asymmetri. Eller med forhenværende minister, nuværende ølboss Nick Hækkerups ord: »Jeg er et holdningsmenneske«. Og i sidste ende kommer videnskaben til kort, når den møder magten, ikke mindst fordi det er magten, der bestemmer – og det er ofte også den, der betaler for forskningen, og en forsker uden et forskningsprojekt er som en jonglør uden bolde.
Praktikeren
Stemmen fra virkeligheden argumenterer ud fra sine egne oplevelser og følelser. De bliver inviteret i ’Debatten’, så Clement Kjersgaard kan konfrontere sundhedsministeren med en vaskeægte arbejdstræt sygeplejerskes vidnesbyrd fra et brøstfældigt sundhedsvæsens dagligdag.
To slags argumenter er vigtige for praktikeren: generaliseringer og årsagssammenhænge, for hvis hverdagens problemer ikke kan bruges som en bredere kritik, er de jo blot triste anekdoter. Så målet er at kunne argumentere efter modellen ’en enkelt 19-årigs kritik af Jon Stephensen kan være tilfældig, men 1.000 menneskers samstemmende kritik af ham er svær at ignorere’.
På journalistiske redaktioner elsker man ’stemmerne fra virkeligheden’ som de modige redepissere, de er. Det betyder, at den rette kritik fra en praktiker kan få uforholdsmæssig stor gennemslagskraft og tvinge direktører, bestyrelsesforpersoner og ministre til at forholde sig til noget, som faktisk kun er underbygget gennem en enkelt persons udsagn.
Ingen kan slippe godt fra at modsige virkeligheden, men enhver velforberedt debattør vil forsøge at udgrænse praktikerens viden og argumentere for, at den ikke kan gøres gældende for eksempelvis et helt sundhedsvæsen eller alle mænd, sådan som det blev forsøgt i #MeToo-debattens begyndelse. Siden viste det sig, at der var liderlige magtgrise overalt, og så opfandt man bare et modargument, der hedder ’det er skadelig woke identitetspolitik’, og den er der så en del, der er hoppet på.
Analytikeren
Find luppen frem, for nu skal du til at lede efter en holdning. Analytikeren lister sig med i den offentlige debat på grund af sin charmerende måde at skabe overblik over en sag og dens brudflader.
Har du prøvet at læse Rune Lykkebergs klummer og bøger, så kender du fornemmelsen: side op og side ned med gennemlysninger af intellektuelle pointer fra obskure forfattere, afgrænsning af debatkrigens fronter, væsentlige filosofiske perspektiver på afgørende paradigmer. Til sidst sidder man i frustration og skriger på en holdning.
Analytiker er ikke en beskyttet titel, men titlen yder en vis beskyttelse: Christian Egander Skov er nu fredhellig som en udlægger af det borgerlige sind og dets facetter, og det medfører, at selv om han faktisk ikke er bleg for at mene noget, så bliver det ofte opfattet som en analytisk pointe.
Den bedste måde at hive en analytiker ud af dennes bekvemme rolle er ved at bruge guilt by association, en afart af ad hominem-argumentet, hvor alene det, at en analytisk pointe før har været fremsat af en anløben karakter kendt fra den offentlige debat, gøres til bevis for, at analytikeren deler denne persons holdninger i et og alt. Populære associationskarakterer er Sørine Gotfredsen, Rasmus Paludan og Stalin.
Den garvede
En karakter, der typisk er en forhenværende politiker eller ’Deadline’-snakkehoved. Vedkommende adskiller sig fra andre medlemmer af den talende klasse ved at formulere sig, så også journalister kan forstå det.
Ofte er den garvede debattør selv journalist og besidder derfor en skønsom blanding af intellektuelt mindreværd og ubegrænset taleret. De garvede debattører kan hoppe ind og ud af forskellige roller – redaktør, kommentator, ’objektiv’ interviewer, rådgiver, forfatter, og gruppen ledes af typer som Lars Trier Mogensen og Noa Redington. Pernille Skipper er den senest ankomne i forsamlingen.
Skipper vil således blive tvunget til at forlade politikernes foretrukne standpunkt – ’der er nødt til at komme flere nuancer ind i debatten’ – for i stedet at arbejde professionelt med enten-eller-reduktionen, der på latin er kendt som tertium non datur: Udsagn er enten sande eller falske.
Netkrigeren
Tastaturernes betvingere har ingen fine fornemmelser. For dem handler debat om at vinde eller tabe, og derfor gælder alle kneb.
Glidebaneargumenter er populære – ’hvis vi tillader kønskvoter i dag, ender det med, at alle mænd bliver kastreret’ – men også stråmandsargumentation, som tager udgangspunkt i en falsk eller forvrænget version af modstanderens argument, er en kendt figur online.
Forvilder du dig ind i en digital debat om et emne, du føler meget stærkt for, skal du vide, at din opponents følelser for emnet stiger eksponentielt med antallet af kommentarer. Jo længere du bliver ved, jo mere opildnet bliver han (netkrigeren er meget ofte en mand).
Hidtil har iagttagere ment, at Godwins lov har haft betydning for internetdiskussioner. Loven beskriver den regel, at enhver diskussion ufravigeligt vil ende med, at nogen nævner Hitler eller nazismen, og at denne debattør så vil blive betragtet som debattens taber. I dag ved vi, at der findes langt voldsommere kort end nazikortet; eksempelvis er Corydon-kortet blandt debattører fra Politiken-segmentet langt mere brutalt.
Snigeren
Snigeren prøver at skjule, at deltagelsen i debatten egentlig bare er simpel interessevaretagelse bag et lag fernis af samfundshensyn.
André Rogaczewski fra Netcompany er idealkarakteren i denne kategori. Der er ingen grænser for, hvor vigtig digitaliseringen af samfundet er, og hvilke kolossale gevinster vi alle får. Og så behøver han slet ikke at nævne, at hans egen virksomhed har skabt sin succes på at sælge it-løsninger til især det offentlige.
Snigerdebattørerne bruger gerne en blanding af autoritets- og lykkeargumenter, som alle bygger et billede op, som vi kan forelske os i. Tænk en gang: Et samfund, hvor computerne er vores venner, og hvor alting bare kører på kommando.
Over for snigerne i debatten skal man stille lidt snusfornuft, ligesom Ghita Nørby ville gøre, hvis nogen forærede hende en ny iPad og et løfte om, at den vil gøre livet lettere: Hvad nu, hvis den viser sig ikke at virke?
Idealisten
Den farligste gruppe at komme i debatclinch med er de frie radikale. Folk med evig lyn i øjnene, ofte viden om sagerne, altid masser af farvestrålende ord i ærmerne og intet at tabe.
I denne gruppe findes David Trads, Ali Aminali og Michael Jalving. Den sandeste idealist er tjubanglitteraten Knud Romer.
Idealisterne bliver gerne hevet ind af de store aviser som debatprofiler, fordi de kender debattens mekanismer, når det kommer til gennemslagskraft og dagsordensættende magi. En del af den viden består i at vide, hvad der er oppe i tiden, så man altid forbliver aktuel. Det fordrer imidlertid, at man som idealist skal beherske stort set alle emner – og ofte flere ad gangen. Derfor er det ofte stærkt underholdende at se en idealist og en akademiker diskutere.
Politikeren
Modsat idealisten, for hvem debatten er selve målet, er meningsudvekslinger kun et middel for politikerne, fordi det bærende er magtudøvelsen. Derfor har politikerne tæt kontakt til spindoktorer og ivrige kommunikationsfolk ansat til at finde på ord og begreber som ’genstandsfelt’ og ’forklaringsramme’, som fremstår forståelige, men faktisk er fikse røgslør.
Politik er en krævende affære, og derfor bliver budskabsformidlingen ofte reduceret til det, man lige kan overskue efter en dag med samråd, udvalgsmøder, afstemninger, research, bilagslæsning og gruppediskussioner. Af den årsag kan man let blive efterladt med det indtryk, at professionelle politikere enten er for dumme til at lære mere end to talepunkter, eller at de tror, at vi budskabsmodtagere er så dumme, at vi stiller os tilfredse med et par indøvede sætninger. Sandheden er nok nærmere, at det lige var det, der var tid til.
Alternativt vil en presset politiker gribe til ignoratio elenchi (ukyndighed i gendrivelsen), hvor man svarer noget, der tilsyneladende handler om det samme, som ens modstander taler om, men som faktisk handler om noget andet, hvormed man kan undvige argumenterne og vende tilbage til at tale om den digital services act, man har brugt så meget tid på at forberede, og som man faktisk er rigtig glad for.
