Vivian Motzfeldt, tidligere minister for udenrigsanliggender i Grønland, er nyt medlem i Demokraatit.

Vivian Motzfeldt melder sig ind i regeringsparti

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Vivian Motzfeldt, der er tidligere minister for udenrigsanliggender i Grønland, er blevet medlem af partiet Demokraatit.

Det skriver hun fredag på Facebook.

I Demokraatit bliver hun partifælle med Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, der er formand for regeringspartiet.

Motzfeldt forlod i marts partiet Siumut, kort efter at partiet trak sig fra den grønlandske regering, Naalakkersuisut.

Dermed sagde Vivian Motzfeldt samtidig farvel til posten som minister for udenrigsanliggender.

Hun blev løsgænger i det grønlandske parlament, men er ’fra og med i dag’ blevet medlem af Demokraatit.

Stor rolle i diplomatisk proces

»De værdier, jeg har set hos jer i det politiske arbejde, vil jeg gerne være en del af. Tusind tak for jeres velkomst, jeg glæder mig meget til samarbejdet, skriver Motzfeldt på Facebook.

Der var ganske stor opmærksomhed omkring Motzfeldts tid som minister for udenrigsanliggender, fordi USA’s præsident, Donald Trump, i begyndelsen af året gentog sit ønske om ejerskab af Grønland.

Motzfeldt spillede en stor rolle i den diplomatiske proces, der forsøgte at klinke skårene med USA. I januar var hun således i Washington D.C. sammen med Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).

Her mødtes de med USA’s vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her