Man ser energidrikken Faxe Kondi Booster, før man ser partileder for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen. Den troner på taget af hans sorte Tesla i nogle af forårets første solstråler, mens Boje selv står foroverbøjet med hovedet inde i bilen.
Lars Boje skal til debat med 11 andre folketingskandidater på handelsgymnasiet i Risskov ved Aarhus, og tidsmæssigt er det lige til øllet.




























