Ude på Enhedslistens gang i Proviantgården på Christiansborg stod der fredag morgen syv store flyttekasser, hvor nogen med blå sprittusch havde skrevet ’Søren Søndergaard’. Venstrefløjsveteranen genopstiller ikke, så mens over 800 kandidater fører hektisk valgkamp for at komme ind, er han på vej ud.
Det samme gælder andre profiler, som mange danskere kender, blandt andre socialdemokraterne Bjarne Laustsen og Astrid Kragh, Erling Bonnesen (V), Pia Kjærsgaard (DF), Rasmus Jarlov (K) og Søren Espersen (DD).


























