Hvis Mette Frederiksen (S) efter valget på tirsdag får brug for Enhedslistens mandater for at fortsætte som statsminister, skal hun inden dannelsen af en ny regering indgå en aftale, der anviser konkrete skridt til at nedbringe uligheden i Danmark.
Det stiller politisk ordfører Pelle Dragsted nu som et ultimativt krav for støtte en ny S-ledet regering. Og ikke nok med det: Aftalen skal være så detaljeret, at det efter et år skal være muligt at måle Mette Frederiksen på, om uligheden reelt er på vej ned.
Ellers er Enhedslisten klar til at vælte hende efter det første år i næste valgperiode:
»Det her er et uomgængeligt krav fra Enhedslisten, og folk skal vide, at vi vil gøre kampen om ulighed til en topprioritet, hvis vi skal lægge stemmer bag en ny regering«, siger Pelle Dragsted.


























