Danmarks fire gamle ansvarspartier har leveret konseilspræsidenter og statsministre på samlebånd. Carl Th. Zahle (R), Thorvald Stauning (S), Poul Schlüter (K) og Anders Fogh Rasmussen (V) – for at nævne de længst siddende fra hvert parti.
Denne gang er der en god chance for, at Socialdemokratiet kan gøre det igen med Mette Frederiksens andet genvalg. Men det ændrer ikke på, at den gamle firebande i dansk politik, som uafbrudt har haft regeringsmagten siden 1901, står til at få et så gevaldigt slag på sinkadusen, at de ikke engang kan mønstre et flertal, selv hvis de slår sig sammen.

























