Pia Olsen Dyhr, SF
»Det er faktisk aktiv dødshjælp – og organdonation. Det synes jeg er rigtig svært. Fordi jeg rationelt kan sige, at det vil give rigtig god mening at gøre noget helt bestemt, mens jeg samtidig følelsesmæssigt kan sige, at det lyder helt skørt. Jeg synes grundlæggende, at man skal have ret til en værdig død som menneske. Og hvis man har været meget syg, som for eksempel Ritt Bjerregaard har været, skal man også have ret til at bestemme. Ritt har talt for aktiv dødshjælp med nogle kloge og gode argumenter, som gør indtryk på mig. Men på den anden side kan jeg også være bange for, at hvis vi muliggør aktiv dødshjælp, kan der være nogle, der griber muligheden for tidligt. Og for, at det kan blive en for let udvej – også i forhold til at se på syge mennesker og sige: Nå ja, du har jo også været en stor belastning for systemet.
Alex Vanopslagh, Liberal Alliance
»Et område, hvor jeg ved, at jeg ikke har tilstrækkelig forståelse, er hele diskussionen om ligestilling og normer, og hvordan mænd og kvinder bliver mødt forskelligt på arbejdspladsen. For der er nogle forskelle. Og vi har jo formel lighed i Danmark, ligestilling. Mænd og kvinder har samme rettigheder, og karrieremæssigt følges de ad, indtil der kommer børn ind i billedet, så vælger kvinder i gennemsnit helt frivilligt at prioritere børnene lidt højere end karrieren, og så opstår der en forskel. Og det synes jeg jo ikke nødvendigvis er et problem, for det er nok mændene, der er gal på den. Jeg tror ikke, det er de kvinder, der nedprioriterer karrieren, der ligger på deres dødsleje og siger: Åh gud, jeg har brugt for meget tid med mine børn, jeg skulle have gjort som min mand og prioriteret min karriere højere. Men jeg hører fra mange kvinder i erhvervslivet, at de føler, der er nogle usynlige normer, som begrænser dem. Og så må der være noget om det. Og jeg er i tvivl om, hvad det er, der er, og hvor stor en udfordring det er. Der er nogle af de der identitetspolitiske diskussioner, vi har i samfundet, hvor jeg tænker ’okay, der er jo sjældent røg uden brand’. Jeg kan bare ikke se ilden, så der har jeg en eller anden blind vinkel, som jeg gerne vil blive klogere på«.




























