Frie Grønne og Kristendemokraterne kommer ikke i Folketinget.

Frie Grønne og KD ender under spærregrænsen

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 00.57

Frie Grønne og Kristendemokraterne ender under spærregrænsen, og de kommer som de eneste af de 14 opstillingsberettigede partier ikke ind i Folketinget.

Det kræver to procent af stemmerne at opnå valg, og de to partier er ikke kommet over spærregrænsen.

Det grønne venstrefløjsparti Frie Grønne har fået 0,9 procent af stemmerne. Dermed kommer partiet, der blev stiftet i 2020, ikke ind i Folketinget.

Det samme gælder Kristendemokraterne, der bekender sig til blå blok. De har fået 0,52 procent af stemmerne.

Sikandar Siddique: »Vi har startet en revolution«

I tiden op til valgudskrivelsen valgte flere små grønne partier at gå sammen med Alternativet for at skabe en stærkere grøn stemme. Men Frie Grønne har afvist at fusionere med Alternativet. Siddique mener ikke, at Alternativet er ambitiøst nok på klimaområdet.

Selv om Frie Grønne ikke kommer i Folketinget, har partiet tilsyneladende ingen planer om at fordufte fra det politiske landkort efter valget. Tværtimod ser politisk leder Sikandar Siddique frem mod næste kommunalvalg, der skal afholdes i 2025.

»Vi har startet en revolution. En revolution, som er kommet for at blive. En revolution, som kommer til at tage fart herfra. For når vi har overstået det her Folketingsvalg, så er der et kommunalvalg. Så skal vi ud at organisere os rundt omkring i landet. Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde videre med jer alle sammen«, siger Sikandar Siddique til de fremmødte ved Frie Grønnes valgfest på Nørrebro tirsdag aften.

Partiet Frie Grønne er repræsenteret i Folketinget, da det var folketingsmedlemmer for Alternativet, der i 2020 først blev løsgængere i Folketinget og senere stiftede det nye parti. Alternativet kommer over spærregrænsen med 3,3 procent af stemmerne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her