Hun kommer punktligt og som aftalt foran Kødbyen og begynder straks – mens hun låser cyklen – at sige, at vi altså ikke skal forvente af hende, at hun taler i oneliners med hurtige politiske løsninger på komplekse problemer.
Men vi er på den anden side ikke mere end fem minutter inde i interviewet med Mia Nyegaard, Københavns spritnye og lyn-udpegede borgmester for beskæftigelse og integration, før hun lover, at hun allerede efter en uge i embedet vil komme med et udspil til, hvordan Københavns Kommune bedre kan håndtere syge borgere, der ønsker førtidspension.




























