En. To. Tre.
Gitte Kjeldsen står i strandsandet og prikker ud i luften mod de steder i horisonten, hvor de kommende 189 meter høje vindmøller skal puttes ned i Vesterhavet som et tonstungt, hvidt stakit med vinger.
Vi står heroppe i klitterne, hvor våd marehalm får cowboybukserne til at klistre op ad skinnebenene, og havet hvæser en op i ansigtet. Ifølge planen skal en vindmøllepark om to til tre år se ind på os derudefra. Det er derfor, vi er her. For som Gitte Kjeldsen siger:
»Det er min værste fejl i de 12 år, jeg har været i politik. Det er helt ubærligt, det, jeg har sagt ja til«.
