Tilbage i maj 2024 blev en overlæge på sengeafsnit C i Regionspsykiatrien Randers opsagt i kølvandet på en whistleblowerhenvendelse. Nu har afdelingsledelsen, der består af en cheflæge og en chefsygeplejerske, også haft sidste arbejdsdag.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse, der ikke siger noget om årsagen.
»Efter gensidig aftale får Regionspsykiatrien Randers nu også ny afdelingsledelse. Den nuværende har haft sidste arbejdsdag«, skriver regionen uden at gå nærmere i detaljer.
Ifølge mediet Frihedsbrevet, der har dækket sagen, var det en ansat, som i en whistleblowerhenvendelse fra januar 2024 advarede om alvorlige behandlingsfejl begået af den overlæge, som sagen handler om.
Den anonyme whistleblower var bekymret for kvaliteten af overlægens arbejde. Henvendelsen indeholdt ifølge regionen 13 specifikke patientforløb og drejede sig blandt andet om brug eller ikke brug af medicin og hastige udskrivelser.
Et selvmord, to drabsforsøg og en række voldelige overfald nævnes blandt sagerne.
Overlægen blev derefter hjemsendt i februar 2024. I maj fik de ansatte besked om, at han var blevet opsagt.
Bekendt med kritikken
Frihedsbrevet beskriver en mail, sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvori regionen oplister 21 punkter med kritik af overlægen.
Et kritikpunkt lyder ifølge Frihedsbrevet, at patienternes farlighed ikke er blevet vurderet. Desuden er overlægens vurdering af patienters risiko for selvmord ’kortfattet’.
Ifølge Frihedsbrevet har ledelsen i Regionspsykiatrien Randers dog kendt til kritikken længe før henvendelsen.
Allerede i 2019 slog en ansat på afdelingen alarm. Vedkommende advarede i en mail til Styrelsen for Patientsikkerhed om overlægens tilgang til at behandle psykiatriske patienter.
Frihedsbrevet har siden januar 2023 haft kendskab til fem tilfælde, hvor den øverste ledelse i psykiatrien i Randers er blevet advaret.
1.500 patienter
Regionen skriver mandag, at flere undersøgelser er i gang.
Man er ved at identificere patienter fra afdelingen, hvor psykiateren har arbejdet, og hvor det skal vurderes, om der er behov for en gennemgang af deres behandling.
1.500 patienter, der har været indlagt på afdelingen, og som har været udredt eller behandlet af psykiateren, er blevet identificeret. Berørte patienter vil blive kontaktet af regionen.
Den pågældende overlæge har tidligere i en mail til Frihedsbrevet afvist, at der er mangler i de journaler, der er tale om. Han påpeger her, at han aldrig har fået en klage eller påtale fra sin ledelse, og kalder kritikken »chikane og en personhetz, som jeg med stor ærgrelse har stået i i flere år«.
Den nu forhenværende ledelse for Regionspsykiatrien Randers har tidligere over for Frihedsbrevet holdt fast i, at de har levet op til deres ansvar som chefer.
I pressemeddelelsen mandag lyder det, at hospitalsledelsen i Region Midtjylland fik kendskab til sagens omfang og alvor, da de fik henvendelsen gennem whistleblowerordningen i januar.
fortsæt med at læse




























