Jeg forsøger at være tidseffektiv, og derfor har jeg tidligere ikke haft meget tilovers for smalltalk. Altså denne småsnakken om ligegyldigheder, om vejr og vind, der ikke støder nogen. Men nye data er ved at få mig på andre tanker. De korte møder, hvor vi hilser på hinanden og udveksler ord, kan fostre lette relationer af stor betydning for vores livskvalitet.
Sikken dejlig morgen, det bliver nok regn i dag, og nu er efteråret da vist på vej. Smalltalk opstår i køen, hos frisøren, i mødet med taxachaufføren og tilfældige fremmede.



























