Halvanden liter Coca-Cola, frosne pølsehorn og chips. Det er blot nogle af de varer, der denne uge pryder siderne i Nettos tilbudsavis. Hos Rema 1000 er det for eksempel Ben & Jerrys, roulade og frosne fiskefileter.
En optælling foretaget af Kræftens Bekæmpelse viser, at næsten halvdelen af alle varer i de store supermarkedskæders tilbudsaviser er usunde. Optællingen omfatter 48 tilbudsaviser fra otte landsdækkende kæder, spredt over tre perioder i 2024.


























