I Vanløse menighedshus sidder omkring 40 mennesker med hver sin korkprop placeret vertikalt mellem tænderne. De fleste har grå stænk i håret.
Vi er til korprøve, men ikke en helt almindelig en af slagsen.
En rollator står i et hjørne, det samme gør et iltapparat.
De suger besværet luft ind og slipper den igen i en kontrolleret strøm. Efter et minut bliver korkpropperne taget ud. Enkelte hoster, andre masserer deres kæber med fingerspidserne.
»Ja, man ligner jo lidt en julegris«, gnækker en ældre mand: »Men det hjælper altså på lyden«.
De godt 40 mennesker udgør Kolbøtterne – et kor for lungesyge, primært med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL).
Deltagernes lungekapacitet ligger på et ret lavt niveau, og deres sygdom kan ikke kureres.
Korlederen Ann Dybdal Eriksen beder dem rejse sig.
»Ryst kroppen! Twist! Lad, som om I skodder en cigaret med foden. Det kender I jo«, siger hun med et glimt i øjet og hentyder til den vane, der for de fleste har været grunden til deres sygdom. Rummet fyldes af grin, mens der bliver skoddet løs.
Så snart Ann Dybdal Eriksen bevæger sig over til klaveret, åbner samtlige deltagere deres kormapper med udprintede tekster i plastikchartekker. Dem, der kan stå op og synge, står, mens resten sætter sig ned.
De øver sig til deres sensommerkoncert i nabokirken senere på måneden.
»Og nu tager vi den lige igen, den skal sidde i skabet«, råber en entusiastisk Ann Dybdal Eriksen og sætter fingrene på tangenterne: »Så synger vi nede fra mellemgulvet«.
Lidt småhost hist og her lyder, inden den første linje fra ’Sensommervise’ flyder gennem rummet.
Stemmerne samler sig.
Enkelte må give efter for kraftanstrengelsen ved at lade sig dumpe ned på stolen.
Angsten for åndenød
Det estimeres, at der i Danmark lever omkring 700.000 mennesker med en kronisk lungesygdom. 400.000 af dem har KOL. Det er den enkeltsygdom, der slår flest mennesker ihjel i Danmark – 10 hver dag. Derfor ser mange også sygdommen som en dødsdom. Den er karakteriseret ved åndenød, hoste, slimproduktion og nedsat lungefunktion.
Konkret betyder det, at evnen til at puste luften ud er nedsat grundet kronisk obstruktion i luftvejene på grund af inflammation samt nedbrydelse og tab af elasticitet i vævet, som gør det svært at komme af med luften i lungerne.
»Udåndingen kan derfor føles ligesom at skulle puste ud igennem et sugerør«, siger forsker Mette Kaasgaard. Hun er adjunkt ved Lungemedicinsk Forskningsenhed på Sjællands Universitetshospital og har i sin forskning undersøgt sang som træningsaktivitet for lungepatienter.
Hun forklarer, hvordan sygdommen kan føre til panikanfald grundet åndenød.
»Det kan føles som en eksistentiel trussel, fordi hjernen tolker det, som om man ikke kan trække vejret. Det er ganske voldsomt«.
Frygten kan hurtigt blive en ond spiral, forklarer hun:
»Det gør, at patienten undgår trapper eller fysisk aktivitet for at slippe for ubehaget, hvilket fører til tab af muskelstyrke og generel svækkelse«.
»Hos flere lungepatienter ser vi symptomer på angst og depression, og en høj grad af skam og skyld, fordi KOL-patienter får at vide, at de selv er skyld i sygdommen«.
Imidlertid blomstrer et fællesskab for de lungesyge rundt omkring i Danmark. I fællesskab synger de sig bogstaveligt talt til bedring. I de seneste ti år er lungekor nemlig blevet mere udbredt. Lige nu er der 70 lungekor i Danmark.
»Når man synger, træner man vejrtrækningsmuskulaturen og bliver bedre til at kontrollere åndedrættet og kan mindske risikoen for panikanfald som følge af åndenød,« siger forsker Mette Kaasgaard.
Hun mener, at der bør skabes mere viden om, hvordan lungekor som tilbud bør sammensættes for at få et ensartet indhold og en ensartet tilgang.
Udover den fysiske træning får deltagerne et rum, hvor hoste og hark ikke opleves som forstyrrende, men er det fælles udgangspunkt.
Det spiller en vigtig rolle for lungesyge i Danmark, mener Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen, der organiserer korene. Ann Leistiko peger på netop denne dobbelte effekt:
»Når man har en lungesygdom, isolerer man sig let. Lungekoret skaber et sted, hvor det er sangen – ikke sygdommen – der fylder. Folk får relationer, følger op på hinanden og det bliver en vej ud af stuen og ud i landet«.
Ifølge Leistiko findes der i dag lungekor i 46 kommuner, og målet er, at alle landets kommuner på sigt skal have et tilbud.
»Vores medlemmer fortæller, at de får det bedre, når de synger. Vi har ikke systematiske målinger, men anekdotisk er effekten tydelig: bedre kontrol over åndedrættet, højere livskvalitet og ikke mindst et fællesskab«.
Kolbøtternes kagekone
Når den sidste tone klinger ud i menighedshuset, begynder transformationen. På få minutter forvandler rummet sig fra korøvesal til kaffestue.
Yvonne Maj-Britt Hansen træder ind. Hun balancerer med tre fade svampet gulerodskage, toppet med sirligt sprøjtet flødeostecreme og tynde orange gulerodsstrimler. Hun er Kolbøtternes kagekone. Hver mandag tropper hun troligt op med en hjemmebagt sag.
»De er lykkelige for, at jeg bager til dem. Og jeg hygger mig nu også meget godt med det selv,« siger hun.
Yvonne Maj-Britt Hansen, der er 67, stoppede med at ryge for snart otte år siden efter 47 års afhængighed. Næsten al den tid, hun arbejdede i restaurationsbranchen. Og det satte sit præg. Hun hostede voldsomt, var forpustet og kunne ikke gå op ad trapper. I dag cykler hun fra Valby til Vanløse for at deltage i koret.
»Det giver mig meget – både for lungerne og for det sociale. Jeg er med alle steder, jeg kan«.
Nu med den betroede stilling »kagekone«.
Hun finder stor værdi i koret. Og at man ikke skal undertrykke et host, når man synger, eller måske ikke kan ramme den høje tone.
For hende er det sociale det vigtigste: »Det er bare dejligt, at vi hver mandag kan grine sammen. Og selvfølgelig også spise kage«, siger hun.
Omkring bordet bliver der snakket om løst og fast, men specielt den forestående koncert bliver vendt. »Skal vi have vores KOLbøtterne T-shirt på?«, spørger en. »Min niece kommer«, siger en anden.
De fleste i koret er kvinder. Kun omtrent en femtedel er mænd, hvoraf de fleste har mistet deres koner eller er alene. En af dem er Mark Evans, der er et af de nyeste medlemmer. Han lever både med KOL på 15. år og astma. Det var hans glæde over musikken, der fik ham til at prøve lungekoret.
»Jeg har altid kunnet lide at synge. Det er en god måde at øve vejrtrækningen på, uden at det føles som træning«.
Hvilket også er pointen ifølge korleder Ann Dybdal Eriksen. At nyde musikken sammen mens man lærer at kontrollere sin vejrtrækning. Ikke at nå de perfekte toner.
Det giver en tryghed
For mange lungesyge er hverdagen fyldt med begrænsninger: trapper, de ikke kan gå op ad, cykelture, der ikke længere er mulige, eller frygten for at hoste for højt i det offentlige rum. Men ikke i lungekoret.
»Nu kan jeg synge en hel time uden at gå i panik. Det har givet mig modet tilbage«, siger Joan Sørensen, der er 63, har KOL og for tre år siden fik opereret halvdelen af sin ene lunge ud på grund af kræft.
Det er en kæmpe udvikling: »Jeg kunne ikke engang gå op på første sal uden at miste vejret og risikere at tisse i bukserne«, siger hun.
Joan Sørensen er meget aktiv i korets arrangementer og er med til at planlægge det meste. Hun er sekretær for Ann Dybdal Eriksen. Joan Sørensen er glad for opgaverne og finder stor værdi i, hvordan de kan samle folk.
»Jeg elsker bare det sociale i det. Det betyder lige så meget som selve sangen«.
Og så er der det med at passe på hinanden, når man egentlig er syg. Hvis én mangler, bliver der spurgt ind til det.
»Det giver en stor tryghed, at man tjekker op på hinanden«, siger korleder Ann Dybdal Eriksen.
For mange er lungekoret ikke blot et motions- eller sangtilbud, men et netværk, et holdepunkt, i hverdagen. Og måske netop derfor bliver det så meningsfuldt i et liv, hvor sygdom ellers fylder meget, forklarer hun.
Twist og grin i Vanløse kirke
På dagen, hvor de skal optræde, har over 60 pårørende og familiemedlemmer taget plads på bænkene i Vanløse Kirke. Stemningen er god, men er iblandet en snert af nervøsitet blandt sangerne.
Ifølge Ann Dybdal Eriksen kan koret kun synge i omkring 20 minutter, så det er ikke bare en sid-ned-og-lyt-koncert.
Koncerten begynder med korøvelserne, som også publikum deltager i. De udløser både grimasser og grin. Både korsangernes ældre partnere og de mindste børnebørn, der står barfodede på bænkene, twister i kroppen.
Tonerne fra de sange, som koret har øvet, bliver blandet med publikums begejstrede stemmer. Til sømandsviserne sidder flere og rokker med, og en herre i blåt fægter med armene og skråler med.
Joan Sørensens korte sorte hår skiller sig ud blandt de grå toppe, der omringer Ann Dybdal Eriksen ved klaveret i forskibet af kirken. Hun vinker og vinker til de to små piger, der er kommet for at se deres mormors søster synge. Søsteren døde sidste år, og siden da har deres ’tante’ Joan prøvet at udfylde tomrummet. Hendes smil er stort. Sådan ser det stadig ud, da koncerten slutter, og det bliver bredere, da de to små piger omfavner hendes ben. Hun klapper den ene lidt akavet på håret, da hænderne er fyldt med sanghæfte, trøje og e-cigaret. Hun bøjer sig lidt ned:
»Var tante Joan god?«.
fortsæt med at læse
