Ilse Jensen, 46 år, har til forskel fra Peter Munck og Abelone Koppel været alene på de fleste af de lange træningsture.

Hun bor på Sydsjælland og har ikke tid til at køre til København hver weekend for at deltage i fællestræningen med Sparta. »Åh, jeg står i stampe. Jeg løber præcis, ligesom før maratonprocessen gik i gang, og endnu ikke hverken hurtigere eller længere. Det er, som om muskulaturen ikke slår til, og mine ben er virkelig tunge. Jeg løber meget alene. Jeg bliver derfor ikke presset nok, men heller ikke støttet. Det kræver mere af en at tage de store træningsmæssige spring alene«. Tiden er en bekymring
Ilse Jensen havde forventet, at hun på nuværende tidspunkt ville føle sig stærk, og hun er stresset over endnu ikke at have løbet 20 kilometer i dette træningsforløb. »Min store bekymring er tiden. Jeg har et travlt job og tre børn og derfor en indbygget begrænsning på, hvor meget jeg kan løbe. På søndag er det min datters fødselsdag, men da vil jeg gerne til testløb hos Sparta. Min datter kan sagtens forstå det – hun bliver alligevel fejret tre-fire gange – men maraton har en mærkbar effekt på privatlivet. Det kredser konstant i mine tanker, der hænger hele tiden løbetøj til tørre derhjemme, og alle spørger til, hvordan det går«. Intet testresultat
Til Nike Marathontest 2 på 15 kilometer 8. marts punkterede Ilse Jensens bil, da hun skulle til at parkere. I stedet for at løbe måtte hun tilbringe tiden i bilen, mens hun ventede på Falck og så de andre løbere passere forbi – til hendes store frustration.