Frygten for ’de andres’ dom vil sikkert altid eksistere, men det kan være ganske sundt at blive mindet om, at den gældende norm for passende opførsel ændrer sig.

Det har for eksempel langtfra altid været sådan, at synlig sorg blev opfattet som et positivt udtryk for dybe følelser. Langt op i 1900-tallet har det været god tone at skjule sin sorg for offentligheden, og for et par hundrede år siden faldt det ikke i god jord, hvis en enke eller enkemand tøvede for længe med at finde en ny partner. »I 1800-tallets bondesamfund har det traditionelt været ilde set, hvis en efterladt efter sin ægtefælles død ikke giftede sig igen i løbet af en måned eller to eller tre. Det var vigtigt af hensyn til gårdens drift. Man brugte ikke rigtig det med at sørge«, siger leder af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod. Praktiske hensyn Praktiske hensyn vejede tungt, og der var ikke noget i vejen for, at den nye partner var i familie med afdøde, f.eks. en fætter. Enker og enkemænd kunne simpelt hen ikke tillade sig at være kræsne.

Sagde en enke nej til for mange af de friere, der kom væltende, kunne hun risikere, at folk stimlede sammen og lavede forskellige former for ballade for at vise, at hun ikke havde ret til at sige nej. »Det var et signal om, at hun altså måtte tage en eller anden. Hvis gården ikke blev drevet ordentligt, kunne hun komme til at ligge fællesskabet til byrde, og det ville man ikke risikere. Der kunne være varme følelser mellem mand og kone, men det var ingen selvfølgelighed. Ægteskaber var først og fremmest fornuftsægteskaber, og familien var primært en praktisk kulturel konstruktion«. Kontrolleret sorg Langt op i 1900-tallet har det især på landet været normen, at man ikke viste sine følelser offentligt.