Her deler de ud af deres erfaringer.

Nærheden uovertruffen
Louise Troest, Jægerspris, 37 år, oversætter. Mor til Amanda på 3 år og William på 17 måneder. Har erfaring med fast- og strækvikler, mei tai, onbuhimo, ringslynge og rebozo.

»Før jeg fødte Amanda, var jeg ret overbevist om, at jeg ville bære mine børn. Det virkede logisk, at barnet skulle være tæt på mig i de første måneder«.

Da Amanda var født, købte Louise Troest en polstret ringslynge, som var ganske svær at indstille, og en strækvikle, som hun ikke kunne få lagt hende ordentligt i. Der gik et halvt år, før strækviklen kom ordentligt i brug.

»Gennem Altomslynger.dk fik jeg kontakt til en pige, der viste mig, hvad jeg skulle gøre, og så var jeg solgt. Det næste års tid bar jeg Amanda rigtig meget, og vi nød det begge to«.

Da William blev født, blev han slynget allerede på barselsgangen. Til glæde for alle parter, for slyngen gjorde det også langt lettere at tage sig af Amanda, end det ellers ville have været.

»Jeg er forholdsvis forsigtig med at pushe slyngerne til min nærmeste omgangskreds, men fortæller glad og gerne, hvis folk spørger, for intet slår følelsen af et sovende barn på maven. Nærheden er uovertruffen«.

Børn i køkkenet
Ditte Bernquist, Frederiksberg, 34 år, lærer. Mor til Alma på 7 år, Gustav på 3 år samt Valdemar på 8 måneder. Har erfaring med ringslynge, strækvikle og mei tai.

Gjorde sine første erfaringer med en skråslynge til Gustav, da han var et halvt år. Når hun stod og lavede mad med barnet på hoften, var forskellen åbenlys. Nu bar slyngen en stor del af barnets vægt, og hun kunne bruge begge hænder.

»Siden har jeg opdaget, at specielt mei tai til at binde på ryggen er suveræne til lidt større børn i den situation. Så kan børn i den alder, hvor de rigtig gerne vil være med, kigge på, uden at man behøver tænke på, om deres små fingre kommer i vejen«.

Slyngerne gør, at man som forælder har mulighed for at hjælpe et større barn med f.eks. at binde et snørebånd eller give den treårige mulighed for at være i klapvognen i stedet for babyen. Derfor sørger Ditte Bernquist altid for at have en slynge ved hånden. Hendes vikle fungerer perfekt som halstørklæde, og mange slynger fylder så lidt, at de let kan foldes sammen i en taske.

Hendes kæreste har også vænnet sig til at tage Valdemar med i en slynge, hvis han skal et smut i kiosken.

Slynger gør livet fleksibelt
Ulla Mortensen, København, 34 år, studerende. Mor til Rumle på snart 5 år og Mila på 3 år. Har prøvet ringslynge, lommeslynge, bæresele og vikle.

Som nyfødt kunne Rumle ikke lide at ligge alene, så 11 dage efter fødslen anskaffede familien en polstret ringslynge, så han kunne være i favn.

»En kraftig polstring og en lukning med meget små ringe gjorde det besværligt at indstille slyngen, jeg måtte støtte med den ene arm, så jeg brugte den kun som en nødløsning«, siger Ulla Mortensen, der derfor blev glad, da hun arvede en brugt Babybjørn bæresele, som var nem at gå til.

»Det fungerede fint i en periode, men mine skuldre havde det frygteligt, fordi vægten lå på et bestemt punkt og gnavede, når jeg brugte den i længere tid«.

Da hun senere erhvervede en lommeslynge, blev hverdagen fantastisk enkel.

»Jeg vaskede køkkenskabe ned med Rumle i slynge, da han var syg for første gang. Og pludselig kunne jeg altid komme med bussen«.

Børnenes far kom også til at elske den nærhed og kontaktmulighed, slyngen gav ham i en periode, hvor børn på grund af amningen ellers er mest knyttet til moderen.

Far på banenMette Engell, Asserbo, 39 år, cand.scient., freelance illustrator. Mor til Sidsel på 5, Gabriel på 3 år og Rumle på 1 år. Har erfaring med bl.a. vikler og asiatisk bæresele. »Alle børnene er slyngebørn, og vi bruger slyngerne hele tiden. Rumle hader barnevogn så alle hans ’slumren’ er foregået på maven af enten mor eller far«. Bopælen i Asserbo lægger op til en masse liv uden døre i skov, på hede og ved strand. »Her er det en stor fordel at kunne bevæge sig frit omkring med barn i slynge frem for at skulle skubbe en tung barnevogn. De store børn ’slynges’ ved sygdom eller på lange udflugter«, siger Mette Engell og konkluderer, at slyngerne har været og fortsat er et uundværligt redskab i forhold til at få en hverdag med tre mindre børn til at fungere. Forældrene bærer lige meget, og i denne familie er faderen hverken bange for at bruge kulørte slynger eller bæresystemer uden klikspænder. »Vi bruger oftest en vikler bestående af cirka fem meter stof eller en mei tai. Hverken faderen eller jeg kan lige komme på nogen ulemper. Det skulle da lige være, at man mangler barnevognen til at køre sine indkøb hjem i«, slutter Mette Engell.

Eneforsørgerens redningHeidi Rosenkilde, Solrød, 41 år, kontorassistent på sygehus. Mor til Nicklas på 19 år, Josefine på 7, Silas på 5 og Elias på 3. Har erfaring med snuggli, babybjørn, ringslynge, lommeslynge, vikle, mei tai, podeagi m.fl. De to ældste børn blev udelukkende båret i henholdsvis en hjemmesyet snuggli og en Babybjørn bæresele. Da Silas og siden Elias blev født, oplevede Heidi Rosenkilde i meget høj grad, hvilke praktiske gevinster der er forbundet med at bære, bl.a. fordi hun er alene med børnene og ikke har bil. Silas var kolikbarn og så urolig, at han ikke kunne finde ro i den indkøbte ringslynge. Han ville kun sidde på arm, og hans mor fandt redningen i en vikle. »Han fandt hurtigt trygheden ved at sidde op ad mig«. En vikle er super fleksibel, men de kræver, at man ved, hvad man gør. Den støtter ikke godt nok, hvis den ikke bindes ordentligt, siger Heidi Rosenkilde og tilføjer: »Efterhånden går der sport i det. Så vil man både have en rød og en blå og en i uld og hør og silke. Så handler det ikke kun om det praktiske, men også om det lækre. Til gengæld kan man få mange slynger for de penge, man sparer ved ikke at have en bil«.