Kortene i ‘Set’ forestiller forskellige figurer, og målet er hurtigt at kunne skelne mellem kortenes indbyrdes ligheder og forskelligheder. Starten går, når en spiller har lagt 12 åbne kort ud på bordet. Opgaven for alle spillere er nu at være hurtigst til at finde stik bestående af 3 kort. Et stik, kaldet et ’set’, er kun komplet, hvis kortenes figurer i antal, farve, figur og mønster enten er helt identiske eller helt forskellige. Det kan de første par gange skabe forvirring på et højere plan, men når man indser logikken bag kortene, er spillet en sand fryd. Den spiller, der først råber ’Set!’, skal herefter udpege de tre kort og fjerne dem fra bordet, hvorefter kortgiveren lægger tre nye kort ind på bordet. Sådan fortsætter spillet, indtil alle kort er blevet matchet, og den med flest stik har vundet.
Det mest interessante ved ’Set’ er, at spillet pisker ens hjernevindinger hen i nye og ofte uudforskede kroge. F.eks. når man er sikker på at have set et stik på bordet, men ens logiske sans blokerer for, at man kan pege det ud. Dermed siger spillet pludselig skræmmende meget om vor måde at bruge hjernen på normalt, og hvilke forslidte tankebaner vi ofte er fastlåste i. Reglerne er enkle, kortene er veldesignede, og spiltempoet er hæsblæsende, for manglen på ture er befriende. Ganske vist giver det spillet en høj stress-faktor, men til gengæld er alle spillere med hele tiden. Største og eneste ulempe er, at ‘Set’ kræver koncentration, så det knager, og er blottet for direkte interaktion mellem spillere. Derfor er det ikke et spil, der gejler op til festligt samvær og smalltalk, men desuagtet stadig en tidløs klassiker, som jeg uden at tøve placerer i samme liga som f.eks. skak, Tantrix og kalaha.
