Moderigtig og oppustelig cykelairbag på vej til Danmark

Airbag'en folder sig ud i det øjeblik, du bliver ramt af bilen eller vælter på din cykel. En sensor registerer det pludselige skift i hastighed og blæser airbag'en op.
Airbag'en folder sig ud i det øjeblik, du bliver ramt af bilen eller vælter på din cykel. En sensor registerer det pludselige skift i hastighed og blæser airbag'en op.
Lyt til artiklen

Forfængelighed er en af årsagerne til, at cyklister dropper cykelhjelmen.

Det har det svenske firma Hövding konkluderet, og derfor udviklet en moderigtig og oppustelig cykelhjelm eller airbag om man vil.

Den minder om et tørklæde eller en krave, men puster sig lynhurtigt og automatisk op til en hjelm, når uheldet indtræffer.

»Vi har spurgt en masse cyklister, der har fravalgt cykelhjelm, hvad årsagen er. De fortalte blandt andet, at de ikke bruger hjelm, fordi den er besværlig at håndtere, og at det føles lidt nørdet«, siger svenske Anna Haupt, den ene af de to opfindere bag, til Tjek.dk

»Vi spurgte også, hvordan de ville foretrække morgendagens cykelhjelm. De svarede, at de vil have en diskret og helst usynlig cykelhjelm, der er nem at tage med og som matcher deres tøj. Og så kom vi på at udvikle en form for airbaghjelm«.

LÆS OGSÅ Danskerne vil tvinge cykelhjelmen på børn

Hjelmen har endnu ikke fået stemplet med den såkaldte CE-mærkning, der kræves i EU, men godkendelsen er på vej i nær fremtid, fortæller Anna Haupt.

Det betyder, at hjelmen formentlig er på vej til Danmark.

»Vi forhandler i øjeblikket med forskellige forhandlere i hele Europa«, siger Anna Haupt og fortsætter:

»Især Danmark og København er interessant for os, fordi vores kontor ligger i Malmö (Sverige, red.) og især fordi, at Danmark lige efter Holland er den største cykelnation«.

Forbund: Den er fiks
I sin udformning kan hjelmem nærmest gå i et med tøjet, fordi den umiddelbart ligner et tørklæde, og kan fås i farven sort samt i en mere mønstret udgave i røde nuancer.

Rent teknisk er hjelmen, der foldes om halsen som et tørklæde, udstyret med en sensor, der kan registrere hurtige bevægelse som et fald.

Sensoren kan aktivere en gaspatron med helium, der lynhurtigt kan puste hjelmen op.

Det kan cykelstyrt gøre ved din hjerne

Dansk Cyklistforbund har endnu ikke haft lejlighed til at se nærmere på den nye hjelm, men er umiddelbart positiv.

»Den ser da meget fiks ud«, siger forbrugerkonsulent Allan Carstensen.

»Vores generelle holdning er, at hvis den overholder de krav, der er, så vil vi hilse alle de produkter, som cyklisterne kan finde fordele og behag ved, velkommen«.

Massiv interesse

Der er ikke mere end tre dage siden, at Hövding offentliggjorde nyheden om den nye hjelm. Allerede nu har Anna Haupt og hendes opfinderkollega Terese Alstin oplevet en massiv interesse. I hvert fald fra medierne.

»Vi har været i radio og tv for første gang i vores liv, og det har været en meget speciel oplevelse«, siger Anna Haupt.

Hun fortæller videre, at en stribe internationale medier som Washington Post, ABC News og Daily Telegraph allerede har omtalt hjelmen.

LÆS OGSÅ Sådan gør du dit barn mere trafiksikkert

Nyheden om den oppustelige og moderigtige hjelm er endda nået helt ud til russiske og kinesiske medier.

»Vi har arbejdet på det her i seks år, og har lavet hundredvis at tests. Det føles helt fantastisk at få så god respons fra hele verden«, siger Anna Haupt.

Danskerne spænder cykelhjelmen som aldrig før

Sammenlignet med traditionelle cykelhjelme bliver det ikke helt billigt at få fingrene og hovedet i hjelmen.

I første omgang lyder prisen for en forhåndsbestllingen - så længe hjelmen endnu ikke er kommet på markedet - således på 2498 svenske kroner. Det svarer til knap 2000 danske kroner.

Når hjelmen rammer gaden vil prisen ligge på 2998 svenske kroner eller omkring 2400 danske kroner.

Spar over 200 kroner på cykelhjelmen

Dansk Cyklistforbund vurderer, at prisen - set med forbrugerens øje - er for høj.

»Så kan man godt forudsige et ganske beskedent marked - i hvert fald i Danmark«, siger forbrugerkonsulent Allan Carstensen.

Forbundet går ind for brugen af cykelhjelm, men er imod tvang.

»For mig et det ret simpelt. Hvis man står og vil gokke mig i hovedet med en hammer, så vil jeg helst have hjelm på. Så enkelt er det egentlig«,siger Allan Carstensen, der selv cykler med hjelm.

»Om man så synes, at man vil tage risikoen, fordi man for eksempel ikke vil have ødelagt sin frisure, det må man jo selv om«.

Niels Rytter

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her