Årh, må jeg ikke nok få en hund/kat/hamster/kanin ...? Jeg lover, at jeg nok selv skal passe den. Klassiske ord i mange børnefamilier, men inden voksne siger ja og bliver overøst med kys, kram og jubel, skal de gøre sig klart, at det er dem selv, som har det overordnede ansvar for dyret. »Det er ikke smart, at ens søn får en slange, hvis man ikke selv vil røre den«, som dyrlæge Lotte Brink fra Dyrenes Beskyttelse udtrykker det.

LÆS ARTIKELI selskab med havets dyr Hun opfordrer til, at man vælger et dyr, som man interesserer sig for og har lyst til at passe. »Det er en givtig oplevelse at være sammen med et barn om at passe kæledyr og lære barnet ansvarlighed og anstændighed. Derimod vil barnet ofte miste interessen for kæledyret, hvis de voksne er ligeglade. Voksne skal gå ind i det sammen med børnene«, opfordrer Lotte Brink. Når man overvejer, hvilket dyr der skal rykke ind i familien, er det vigtigt at sætte sig ind i, hvad dyret kræver af tid og penge, og overveje, om man kan og vil leve op til kravene. »Generelt er krybdyr, slanger og padder lette og billige at passe, mens kaniner og andre gnavere kræver lidt mere opmærksomhed, og hunde fordrer en indsats flere gange om dagen«, siger Lotte Brink. Ønsket om kontakt og interaktion med dyret samt allergi skal også med i overvejelserne: »Et kæledyr med pels er typisk et, man aer og hygger sig med, men det er ikke godt for allergikere. Krybdyr og fisk er mest til at kigge på og kan være de rette valg, hvis der er allergi i familien. Fugle er midtimellem – de kan godt blive tamme og lære at snakke, men støver temmelig meget«, opremser dyrlægen. Hun pointerer, at man ikke kun bør tænke på sig selv, men også på dyrets behov: »Hvis man f.eks. kun vil have et enkelt dyr, skal man ikke vælge en art, som er meget social og derfor vil mistrives alene«, siger hun.