Praktiserende læger skal lade være med at tage job i Region Hovedstadens akutordning 1813. Sådan lyder opfordringen fra formanden for De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i hovedstaden, Birgitte Alling Møller. Udmeldingen kommer, til trods for at akuttelefonen leder med lys og lygte efter flere læger.
Den nye akuttelefon 1813 er blevet voldsomt kritiseret, siden den fra årsskiftet afløste den nu hedengangne lægevagt, som de praktiserende læger drev. Nu tager sygeplejersker telefonen, når borgerne ringer og har brug for lægehjælp i ikke-livstruende situationer, der er opstået uden for familielægens åbningstider.


























