Dagene i Helmand var fantastiske. Fællesskabet, de faste rammer, uniformens tryghed og følelsen af at være en nødvendig del af holdet på missionen i Afghanistan var som narko for Mads Pedersen.
Det eneste, der fyldte ham, når han var hjemme, var tankerne om, hvornår han kunne komme af sted igen. Den snigende fornemmelse af, at noget var helt galt, skubbede han fra sig.




























