Tynd som en pind. Opkast efter måltider. Absurde mængder mad. Ingen kan være i tvivl om, at dét er usundt. Men hvad med en daglig menu uden fedt, sukker, hvede, tilsætningsstoffer og svinkeærinder i øvrigt? Serveret med masser af motion? Dét er vel sundt?
»Til frokost spiste jeg salat med grøntsager og kød ovenpå«, fortæller Mille Køpke, 33 år, fra Horsens. Uddannet sygeplejerske og personlig træner. »Og så hjem og lave suppe af purerede grøntsager om aftenen eller kyllingestykker med broccoli og hytteost«.




























