Jeg vil godt fortælle en historie om, hvorfor jeg løber, men vi skal ud på lidt af en omvej:
Sidste lørdag formiddag stod jeg i Københavns Lufthavn og var netop gået gennem sikkerhedskontrollen for at flyve til Holland og løbe halvmaraton sammen med ti venner. Humøret var højt og samtidig præget af den ængstelighed, der indfinder sig hos mig, når jeg snart skal have et nummer på brystet og høre startpistolen. For hvordan vil det gå?
Pludselig blev jeg flået ud af de nervøse tanker og havnede i en tilstand af apatisk panik. Det gik nemlig op for mig, at jeg havde glemt mit pas.
Min taske var ellers sirligt pakket. Mest med løbetøj selvfølgelig. To par sokker. Tre par shorts. En singlet. En kortærmet T-shirt og en langærmet. Plus lange bukser til opvarmning, pandebånd, energidrik, geler. Jeg overlader intet til tilfældighederne, når det kommer til løb, så der manglede intet, da jeg samme morgen hankede op i tasken og i god tid begav mig mod Kastrup.
Altså lige bortset lige fra det rødbedefarvede pas. Da den første panik havde lagt sig, var min reaktion, at det går sgu nok. Det sker efterhånden sjældent, at jeg bliver bedt om at vise mit pas, når jeg rejser i EU, så mon ikke jeg klarer den? Derpå fandt jeg ud af, at jeg risikerede at blive nægtet adgang til flyet samt få en klækkelig bøde, hvis jeg ikke havde mit pas med.
Jeg ringede til min kæreste, der fandt passet og sammen med vores datter kastede sig ind i bilen og kørte mod lufthavnen. Jeg satte mig og ventede i sikkerhedskontrollen og så minutterne tikke af sted. Jeg måtte ikke forlade området. Jeg behøver ikke gå i detaljer for at give indtryk af, at jeg var under maksimalt pres, i takt med at minutterne til afgang blev færre og færre, og min kæreste holdt i kø i parkeringshuset uden for lufthavnen.
Mine venner havde ellers beroliget mig og var for længst gået mod gaten.
»Vi holder flyet tilbage«, sagde en af dem med en god portion humor i stemmen.
Via en sikkerhedsmedarbejder fik jeg i sidste øjeblik overdraget passet, hvorefter jeg spurtede en kilometer gennem det toldfri område og ud ad den lange lyse gang mod gaten. Dér stod de, mine venner. Bagest i køen. Storsmilende.
»Selvfølgelig nåede du det«, lød det, inden en medarbejder ved gaten bad os vise pas!
Forventning og gaver
I flyet tænkte jeg på, hvorfor det var så vigtigt for mig at få fat i det pas? Uden passet havde jeg været nødt til at tage en senere afgang. Det havde kostet mig måske 1.000 kroner, og jeg var nået frem lørdag aften i god tid inden løbet søndag eftermiddag. Irriterende, men vel trods alt ingen katastrofe, der kunne berettige min hjertebanken og panik en times tid tidligere.
Så hvad var egentlig på spil?
Jeg så mig omkring i flyet. Der sad mine venner. Min puls var kommet ned i normalt leje efter spurten gennem lufthavnen. Jeg smilede, pustede ud og lukkede øjnene.
Jeg havde glædet mig til turen i flere uger. Vi havde bagt op til den. Talt os varme og ind i hinandens forberedelser, tanker og usikkerhed om egen formåen. Inklusive spørgsmål som: Skal vi virkelig løbe i blå bukser? I tasken havde jeg to gaver. Et lyserødt pandebånd til yngsteløberen og et indrammet fotografi af hurtigløberen knipset på målstregen i højt humør. Jeg glædede mig til at overrække dem.
Vi var på vej ned for at skabe nye minder, og jeg ville ikke gå glip af et eneste sekund. Det var derfor, jeg reagerede i panik over det manglende pas i lommen. For sæt nu, jeg først var nået frem sent på aftenen? Stress er aldrig en god forberedelse, når man gerne vil løbe stærkt. Men det var ikke det, som var min største bekymring. Det var derimod, at jeg skulle gå glip af noget.
Efterfesten
Nu er jeg hjemme igen. Jeg ser billeder fra løbets sidste del, hvor jeg kæmper for at holde et højt tempo. Det gør ondt i læggene. Jeg hiver efter vejret. Det er alt for varmt. Og det er ikke behageligt. Alligevel var der en usynlig kraft, der fik mig til at trykke speederen i bund på den sidste kilometer mod mål. Jeg vidste, at på den anden side af stregen stod mine venner, der er hurtigere end jeg, klar til at gribe mig, når jeg kom ind.
Vi ville brøle, drikke øl og feste. Jeg vidste, at festen ville komme i højere gear, og øllen ville smage bedre, hvis jeg klemte de sidste kræfter ud af mine ben. Og jeg fik ret. Natten i Amsterdam var magisk. Vi dansede og løftede hinanden op under loftet. Der blev taget billeder under omstændigheder, ingen af os kunne huske bagefter. Alt var nemt. Intet var svært. Og vi var der. Sammen.
Det var derfor, jeg løb hurtigt den dag i Holland. Jeg ville være med til hele festen. Det var det, det handlede om.
Næste gang pakker jeg passet som det første.
