En donation på 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til Rigshospitalet skal sikre, at syge børn får den absolut bedste behandling. Også inden de er født og stadig vugger lunt rundt i livmoderen.
Pengene er øremærket til tre nye femårige professorater inden for børnekirurgi, og ambitionen er, at der i tæt samarbejde med Københavns Universitet bliver skabt et forsknings- og behandlingsmiljø i verdensklasse, der vil kaste flere videnskabelige gennembrud af sig.




























