Jeg begyndte at ryge i niende klasse, da jeg var stresset op til eksamen og tænkte, at det var smart at ryge for at få ro på nerverne. I starten var det Grøn Look, siden blev det Marlboro, der var sådan lidt internationalt sejt. Jeg var oppe på 30 smøger på en almindelig dag og havde et askebæger på mit natbord. Så jeg var en af dem, der røg i sengen, og inden jeg stod op. Som journalist blev det også en del af min livsstil at ryge. Det hørte med til at være en hårdkogt journalist at sidde og skrive med en smøg i kæften og et fyldt askebæger på bordet.
For 15 år siden var jeg på en rejse i Japan med min kæreste, som syntes, det var træls, at jeg røg. Det gav nogle konflikter, måske ligefrem skænderier. Min kæreste lagde ikke skjul på sin frustration over det, og samtidig blev jeg trodsig, så det var et stridspunkt mellem os. På rejsen blev jeg virkelig syg med influenza, havde feber og smerter over hele kroppen og ondt i halsen. Alligevel skulle jeg selvfølgelig ryge. Vi boede på et ikkerygerhotel på 14. etage, så jeg måtte dødssyg ned og stå udenfor og ryge. Det var marts måned og dødkoldt. Men jeg skulle absolut have min skide cigaret. Mens jeg stod og røg, fik jeg øje på mit spejlbillede i vinduet, og det gik op for mig, hvor sølle det var. Hvad laver jeg dog? Så jeg besluttede mig for at holde op.
