Jørgen Greve: Tak for dine ugentlige artikler i Politiken. Jeg så for ganske nylig en omtale af en engelsk undersøgelse om fiskeoliekapsler, og ifølge undersøgelsen har de stort set ingen virkning. Da jeg selv (79 år) indtager fiskeoliekapsler, er mit spørgsmål: Er undersøgelsens resultat korrekt, og ville det være bedre at tage en skefuld levertran hver dag? Eller er levertran og fiskeolie i kapsler to forskellige ting?
Bente Klarlund Pedersen: Du har fuldstændigt ret i, at der er flere store nye studier, der ikke finder dokumentation for en effekt af tilskud af fiskeolie (omega 3-fedtsyrer), hverken hvad angår type 2-diabetes, cancer eller hjerte-kar-sygdom. Dertil kommer tre store metaanalyser, den sidste er fra 2018, der konkluderer, at supplement med fiskeolie ikke nedsætter hverken total dødelighed, død af hjertesygdom, pludselig død eller blodprop i hjerte og hjerne. Andre metaanalyser fra 2014 og 2015 kan ikke påvise en statistisk sammenhæng mellem omega 3-fedtsyrer i blodet og risikoen for prostatacancer.



























