I Norge blev det 1. januar 2018 muligt at gå direkte til fysioterapeut og få behandling for eksempelvis slidgigt og nakkesmerter uden en lægehenvisning først. Og fortsat modtage offentligt tilskud, så noget af regningen bliver betalt.
Ifølge Steinar Mathisen, afdelingsdirektør i afdelingen for helserefusjoner i den norske sundhedsmyndighed Helsedirektoratet findes der endnu ingen større evaluering af ændringen, men opfattelsen er positiv.
»Både brugere og behandlere er fornøjede med ændringen, og ordningen fungerer godt«, siger han.
Han fortæller, at formålet med direkte adgang var at forenkle adgang til undersøgelse og behandling hos fysioterapeuter og »bidrage til en hurtigere opstart af nødvendig behandling«, når patienten ikke først skal via egen læge for at få en henvisning, som danske patienter skal.
Tusinder af lægebesøg kan undgås»Tiltaget skulle også bidrage til at aflaste de praktiserende læger på muskel- og skeletområdet. Tiltaget var en del af regeringens arbejde med at skærpe patienternes sundhedspleje og forenkle og afbureaukratisere etablerede ordninger«, siger Steinar Mathisen fra Helsedirektoratet.
Hovedstaden vil forsøge
Det er også netop erfaringer fra lande som Norge, der er årsagen til, at embedsmænd fra Region Hovedstaden i disse dage sender en ansøgning til Sundhedsministeriet.
De ønsker dispensation fra sundhedsloven, så ikke alle hovedstadens borgere i en forsøgsperiode skal forbi egen læge for at få en henvisning til fysioterapi, hvis tilskuddet skal kunne modtages.
Politikerne i hovedstaden har godkendt, at et forsøg senere på året skal undersøge, om direkte adgang til fysioterapi kan spare skattekroner og samtidig aflaste de hårdt trængte praktiserende læger.
Stig måtte forbi lægen for en henvisning: »Faktisk tror jeg, at fysioterapeuter er bedre til at håndtere sådanne ledproblemer end de praktiserende læger«I mere end halvdelen af EU er det normalt, at borgere kan gå direkte til en fysioterapeut uden en lægehenvisning og samtidig få noget af fysioterapeutens regning betalt af et tilskud.
Ifølge embedsmænd fra Region Hovedstaden viser de udenlandske studier fra Norge, Holland, Skotland, Sverige og USA, at direkte adgang til fysioterapi giver »lavere omkostninger, kortere behandlingsforløb og højere patienttilfredshed«.
Besparelserne i de andre lande opnås især ved færre henvisninger til dyre speciallæger og mindre billeddiagnostik, men også færre konsultationer per patient hos fysioterapeuter. Og så viser de udenlandske studier ifølge regionens embedsmænd, at »patienterne kommer hurtigere i behandling og hurtigere tilbage i arbejde«.
Læger frygter oversete lidelser ved direkte fysioterapiSteinar Mathisen, afdelingsdirektør i Helsedirektoratet, kan hverken be- eller afkræfte, om direkte adgang til fysioterapi har frigivet mere tid hos de praktiserende læger, men »dette var hensigten«. Han understreger, at de samlede norske udgifter til fysioterapi ikke er øget fra 2017 til 2018, men har ellers ikke viden om de økonomiske effekter.
Har der været negative konsekvenser med den nye ordning?
»Vi har fået enkelte tilbagemeldinger om, at fysioterapeuter oplever, at det kan være en udfordring at komme i dialog med de praktiserende læger, når de har behov for mere medicinsk information om patienter. Vi har også modtaget signaler om nedgang i antal henvisninger. Hvis tiltaget har dæmpet presset på tjenesten, er det positivt, men på den anden side er det negativt, hvis patienter, som har behov for fysioterapi, ikke opsøger behandling«, siger han.
fortsæt med at læse


























