Jeg har 30 sekunder. Ét spørgsmål må jeg stille. Og det skal være nu.
Døren skydes mod venstre af Vibeke Gustavussens hjemmevante greb, og vi går ind i en gang, der er svagt oplyst af dagslys fra en dør, der står på klem ind til et tomt soveværelse. Hun instruerer mig i at vaske hænderne i en desinficerende gele og hvisker:
»Er du klar?«. Jeg nikker. På venstre hånd modsat soveværelset er der en lydisoleret lukket dør. Vibeke åbner forsigtigt døren ind til et helt mørklagt lille rum. En hospitalsseng kommer til syne i lysstriben, der kommer ind fra gangen. En lyseblå dyne. Et stribet tæppe. »Hej Marie Louise«, hvisker jeg. En kvindestemme svarer:
»Hej«.
