»Vi er de bøsser, der ikke skiller sig nævneværdigt ud. Og det har der åbenbart været brug for, for vi får vildt mange positive henvendelser fra både de yngre og ældre homoseksuelle, der kan spejle sig i sådan nogle grå svanser som os«, siger 34-årige Josias Juliussen.
Sammen med 28-årige Aleksander Demsitz har han i mere end et år lavet podcasten ’Vild med svans’ om det helt almindelige liv som homoseksuel mand: om parforhold, dating, »røvhulsoplevelser«, porno, at springe ud, tøjstil og kønskonformitet.
Og selv om begge medgiver, at det i dag er lettere at være åben om sin homoseksualitet, er der fortsat pres på den enkelte. Både fra det omgivende heteroseksuelle samfund og fra homomiljøet, der for en »ung svans med det stille og rolige ønske om en kæreste«, som Aleksander Demsitz formulerer det, kan være en stor mundfuld at håndtere.
I dag er homobevægelsen kommet så langt, at blot 6 procent af de homoseksuelle mænd ’slet ikke’ eller ’i ringe grad’ føler, at de kan være åbne om deres seksualitet.
