Samtalen var kort, men budskabet ikke til at misforstå, da rektor fra et gymnasium i hovedstaden i telefonen sagde: »Jeg har ingen kommentarer«.
Man kunne få den tanke, at emnet var underslæb eller druk på lærerværelset, men sådan var det ikke. Det handlede om fnat. En kilde havde oplyst, at »det meste« af gymnasiet var ramt af de 0,3 millimeter lange mider, der graver sig ned i huden, hvor de parrer sig og lægger æg. Fnat er ufarligt, men alligevel var rektoren ikke gavmild med oplysningerne.


























