Det er som bekendt ikke det, vi spiser mellem jul og nytår, men mellem nytår og jul, der virkelig betyder noget for vores sundhed. Men hvis julen er begyndt tidligt og varer lige til påske, kan det være en udmærket idé at ty til en af ugebladenes kure med henblik på at justere vægten. Man kan også overveje en kortvarig faste som middel til at slippe af med de ekstra julefedtdepoter.
På vores breddegrader har der i mange år hersket en kollektiv frygt for sulten. Vi spiser ’på forhånd’, ikke fordi vi er sultne, men af vane, eller fordi vi frygter, at sulten skal indfinde sig.



























