Bulletproof-kaffe har længe været en del af en slanke-og sundhedstrend: Vil du tabe dig, så start dagen med en bulletproof. Denne skudsikre morgendrik består af kaffe med smør og kokosolie og er især et hit blandt hardcore low carb high fat (LCHF)-entusiaster. Hvis du synes, det lyder vanvittigt at starte dagen med 500 kcal i flydende form, kan jeg godt forstå det. Men tilhængerne af bulletproof-livsstilen kan opremse en masse pseudovidenskabelige ideer om den magiske drik: Den booster din fedtforbrænding, gør dig sund og mæt og giver mere energi.
Og ja, man får masser af energi målt i kalorier. Hvis man med energi mener, at man bliver mere vågen, holder det også. Denne effekt skyldes kaffen, der kvikker op og i sig selv er et udmærket indslag i en sund livsstil. Hvis man føler, at ’bulletproofen’ mætter, er det ikke så mærkeligt, for man skyller som sagt 500 kcal ned. Generelt bliver man dog mindre mæt af de flydende kalorier end af dem, man tygger sig til. Og hvis man har 500 kcal at gøre godt med, er der masser af mættende alternativer, f.eks. havregryn og -grød, brød, æg og skyr.




























