Du er træt og uoplagt. Du er forkølet. Huden er tør. Håret mangler glans. Muskler og led er stive. Tanken opstår: Mit immunforsvar må være i bund. Jeg lider sikkert af vitaminmangel. Eller er det mineraler? Noget må der gøres!
Der er ikke mange skridt fra tanke til helsebutik. Og i slaraffenlandet af kosttilskud er man herligt fri for dokumentation og evidens. Den sædvanligvis kritiske forbruger sluger anprisningerne af de mange muligheder. Man fyldes af håb. Med kosttilskud skal der rettes op på alskens dårligdom, også den, man ikke vidste, man måske led af. Betalingskortet kommer på overarbejde. Prisbevidsthed er ikke en dyd, når det gælder helbredet.



























