Jeppe: Jeg er konsulent for et it-firma og deltager ofte i møder rundtomkring på de institutioner, vi arbejder for. Mødedeltagerne sidder med god afstand her under corona, men der bliver stort set aldrig brugt mundbind. Hen over sommeren har jeg oplevet at sidde i lange møder i meget varme lokaler uden mulighed for ordentlig udluftning. Hvad betyder det for coronasmittefaren?
Bente Klarlund Pedersen: Hvis man er mange mennesker sammen, er det absolut bedst at opholde sig udendørs. Men det kan være vanskeligt nu, hvor vi går den kolde tid i møde. Derfor er det, som du også nævner, vigtigt for at reducere smitterisikoen at have fokus på udluftning, uanset om det er i et mødelokale, et fælleskontor eller i et klasseværelse. Professor Torben Sigsgaard giver gode råd om udluftning til Videnskab.dk. Han understreger, at et enkelt åbentstående vindue ikke er nok. Der skal skabes gennemtræk ved at lukke luft ind i den ene side af lokalet og ud ad den anden.




























