For første gang i flere måneder er der sket en markant stigning i antal borgere, der er indlagt på sygehuse med coronasmitte. Det viser dagens tal fra Statens Serum Institut.
Alene siden i går er tallet steget med 11 personer og står nu på 27 mod 16 lørdag eftermiddag.
Samtidig er der registreret 147 nye smittetilfælde, hvilket er lidt færre end de foregående tre dage, hvor tallet har ligget mellem 170 og 180. Man skal dog være forsigtig med at lægge alt for meget vægt på små daglige udsving i antal coronasmittede, da det kan variere, afhængigt af hvor mange der bliver testet, og hvor mange prøver der bliver analyseret.
Derimod er antal indlagte et mere stabilt parameter, som myndighederne anvender som pejlemærke for, hvordan epidemien udvikler sig.
Hvor coronasmitten under forårets epidemibølge ramte relativt flere ældre mennesker, har det siden sommerferien især været yngre mennesker, der er blevet smittet.
Det er af eksperter og myndigheder blevet nævnt som forklaring på, hvorfor antallet af indlagte den seneste måned konstant har ligget og bølget omkring 20 og ikke er steget i takt med den øgede spredning af coronasmitte. Langt de fleste, som indlægges med corona, er nemlig ældre - og ofte med en eller flere kroniske sygdomme.
Samtidig har myndigheder rettet en større del af sit oplysningsarbejde mod unge, da det især er dem, som er blevet smittet ved private fester og i aften- og nattelivet. Rundt omkring i landet har politiet hen over weekenden haft skærpet opmærksomhed på steder, hvor mange unge har været samlet i parker m.m. for at feste.
Højeste daglige tal siden 22. maj
Derfor er det ganske bemærkelsesværdigt, at dagens tal viser et markant hop i antal indlagte, som kan omregnes til en stigning på 69 procent. Det er ikke muligt at se aldersfordeling på dem, der lige nu er indlagt med corona, men fire af dem ligger på intensivafdeling, hvoraf de tre får hjælp af en respirator til at trække vejret.
Det omtalte tal på 27 viser, hvor mange der samlet set er indlagt med corona lige nu. Men klikker man sig ind på Statens Serum Instituts interaktive datakort, kan man se et søjlediagram over nye indlæggelser dag for dag. Det fremgår, at der 5. september er registreret 12 nye indlæggelser med corona - og dagen før var tallet otte. Altså 20 nye indlagte på to døgn. Fra det tal skal selvfølgelig trækkes dem, som udskrives.
Vi skal helt tilbage 22. maj for at finde en dato, hvor der blev indlagt flere end 12 personer med corona. Den dag for over tre måneder siden blev 13 indlagt. Vi er dog stadig langt fra en håndfuld dage i slutningen af marts, da epidemiens første bølge toppede, og der dagligt blev indlagt over 80 med corona.
Størst smittespredning øst for Storebælt
Ser man på fordelingen af smittede på landsplan, er gårsdagens tendens blevet bekræftet og udbygget. I går havde seks kommuner på den københavnske vestegn (Albertslund, Vallensbæk, Hvidovre, Rødovre, Ishøj og Brøndby) flere end 30 smittede per 100.000 indbyggere på en uge.
Nu er Glostrup også kommet med, så syv kommuner på vestegnen er over den grænse, som myndighederne bruger, når de advarer mod ikke nødvendige rejser til andre lande. Helt i top ligger Vallensbæk (66,4), Brøndby (63) og Albertslund (61,4). Vest for Storebælt er det kun Odense (52,9), som har over 30 smittede per 100.000 indbyggere på en uge.
Smitten er steget i Odense i løbet af den sidste uge med udgangspunkt i et udbrud på UCL-uddannelsen, hvor indtil videre 38 er testet positive for coronavirus.
fortsæt med at læse
Liv og glade dage i byen: Coronasmitten er rykket mod øst
-
Topchef i Sundhedsstyrelsen: Jeg ville ønske, det var sort-hvidt og enkelt, men det er gråt og besværligt
-
Den københavnske vestegn skiller sig ud på nyt coronakort
-
»Jeg bliver dig svar skyldig«: Kommune på Vestegnen ligger helt i top, men borgmesteren aner ikke, om corona overhovedet er på fremmarch




























