Flere eksperter undrer sig højlydt over, hvorfor regeringen holder Nordjylland lukket ned og begrænser indbyggernes bevægelsesfrihed.
Statsminister Mette Frederiksen og Statens Serum Institut angav en særlig mutation, cluster 5, som hovedårsag, da de i sidste uge smækkede en virtuel port op mellem nordjyderne og resten af landet. Der var risiko for, at netop den mutation, en af flere opstået i minkbesætninger, ville gøre nogle vacciner virkningsløse. De nordjyske mink kunne ligefrem blive arnestedet for en ny pandemi, frygtede faglig direktør Kåre Mølbak.


























