Den indendørs idræt skal holde lukket frem til det nye år i 38 kommuner på grund af høj coronasmitte.

Svømmehaller og fitnesscentre lukkes ned i 38 kommuner

Foto: Ivan Boll/POLFOTO
Foto: Ivan Boll/POLFOTO
Lyt til artiklen

Steder, hvor der udøves idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter indendørs som eksempelvis idrætshaller, svømmehaller og fitnesscentre skal holde lukket i 38 kommuner.

Også kulturinstitutioner skal holde indendørsarealer lukket. Det gælder eksempelvis for teatre, museer, biografer og biblioteker.

På biblioteker er der dog en undtagelse ved udlån og aflevering af bøger til undervisnings- og forskningsbrug.

Forlystelsesparker, zoologiske haver og akvarier skal ligeledes holde indendørsarealer lukket.

De nye restriktioner gælder fra onsdag 9. december og foreløbig frem til 3. januar 2021.

Det fremgår af Sundhedsministeriets hjemmeside.

Den professionelle idræt er undtaget de nye restriktioner, og der kan fortsat afvikles udendørs idrætsarrangementer med op til 500 personer.

Restriktionerne indføres på grund af stigende coronasmitte i flere danske kommuner.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger på et pressemøde mandag, at der ikke er garanti for, at der ikke kan komme flere restriktioner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her