Andelen af positive test blandt coronaprøver er det højeste, der er målt i månedsvis. Der er færre indlagte.

Ny rekorddag: Yderligere 2.558 er smittet - syv hovedstadskommuner skiller sig ud

Københavnere fotograferet i mandags, mens de ventede på at få taget en coronatest.  Foto: Valdemar Ren
Københavnere fotograferet i mandags, mens de ventede på at få taget en coronatest. Foto: Valdemar Ren
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 14.42.

Der er det seneste døgn registreret 2.558 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal på én dag under epidemien - dog ikke når man tager højde for langt mere omfattende test i dag sammenlignet med foråret.

Det seneste døgns positive test er baseret på 91.417 prøver, hvilket er det tredjehøjeste antal på én dag.

Andelen af personer, der er testet positive, er på 2,80 procent. Det er den højeste andel, der er målt i den periode, hvor der har været fri adgang til test i Danmark.

Selv om smittetallet er det højeste, der er registreret under epidemien, var smitten på et højere niveau i foråret.

Ifølge Statens Serum Institut ville antallet af smittede have været mellem 3.600-3.700 om dagen i slutningen af marts og starten af april, hvis man dengang havde kunnet teste 80.000 om dagen.

Syv hovedstadskommuner skiller sig ud

Smitten er især steget kraftigt i hovedstadsområdet, hvor syv kommuner den seneste uge har haft mere end 500 smittede per 100.000 indbyggere.

Det gælder kommunerne Herlev, Ishøj, Solrød, Hvidovre, København, Rødovre og Brøndby.

For at sætte det tal i perspektiv har de danske sundhedsmyndigheder tidligere betegnet mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere som ’bekymrende’.

Antallet af indlagte falder

Antallet af indlagte med coronavirus på sygehusene falder til gengæld med fem til 349.

Antallet af indlagte er cirka fordoblet siden starten af november, men er fortsat et stykke fra toppen i foråret, hvor antallet af indlæggelser toppede på 535.

Der er derudover registreret tre nye dødsfald. Det er det laveste antal dødsfald på et døgn siden 22. november.

I alt er 904 personer døde med virusset siden starten af marts.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her