Gennem epidemien med corona er det tydeligt, at storbyer rammes hårdest. Det er her, der bor flest mennesker på færrest kvadratmeter. Det er her, trængslen er størst. Her er flest unge, som ikke bliver så syge, og som kan nå at smitte mange. Og det er her, at det er sværest at forhindre udbredt samfundssmitte i at ramme de sårbare grupper hårdt. Tænk New York, Madrid – og Stockholms plejehjem.
Derfor er det ingen overraskelse, at København nu ligger helt i top på Statens Serum Instituts liste over kommuner med den højeste andel smittede i forhold til befolkningens størrelse.


























