Søndag blev de første danskere vaccineret mod covid-19 på plejehjem og hospitaler rundt i landet.
Og det forløb godt og roligt, siger direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum mandag morgen.
»Det er forløbet fint efter planen. Vi fik sendt 9750 vacciner ud til alle fem regioner, og vi har ikke fået nogen tilbagemeldinger om, at der er har været problemer med logistik eller bivirkninger, så det er forløbet godt«, siger han.
Lørdag morgen ankom 9750 vaccinedoser fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech, og søndag morgen blev de første danskere - beboere på plejehjem - vaccineret.
Også sundhedspersonale på flere hospitaler blev søndag vaccineret. Mandag aften vil der blive leveret yderligere 38.000 vaccinedoser til Danmark.
Og allerede tirsdag vil de være klar i regionerne, så endnu flere kan blive vaccineret, fortæller Ullum.
»Vi fortsætter dybest set det arbejde, der er kommet godt i gang i går«.
»I første omgang forsætter vi på plejehjem og med frontpersonale på sygehusene, og efterhånden udvider vi yderligere. Men i første omgang er det de ældre og sårbare og sundhedspersonale, der kan få de kommende doser«, siger han.
Vaccinen fra Pfzier og BioNTech skal gives i to omgange med tre ugers mellemrum.
ritzau




























