Det er først mod slutningen af en nyhedsmail fra Statens Serum Institut, at det pludselig står klart, at man sidder og læser nogle af de sidste ord fra en medarbejder, der gennem første halvdel af epidemien med coronavirus var en af de mest centrale personer som toprådgiver for regeringen: epidemiolog Kåre Mølbak.
Han har været ret stille i offentligheden, siden det for to måneder siden blev annonceret, at han i begyndelsen af 2021 stopper som faglig direktør for infektionsberedskabet i SSI. Den nye topchef, Henrik Ullum, har – assisteret af afdelingschef Tyra Grove Krause – overtaget Mølbaks plads ved pressemøder, og det er nu de to, som tegner SSI udadtil og forklarer, hvordan »epidemikontrollen« sikres.




























