Vaccinen mod coronavirus fra AstraZeneca kan opbevares i køleskab og skal modsat andre vacciner ikke fryses ned ved ekstreme frostgrader. Derfor bliver den væsentlig lettere at håndtere, når den om kort tid rulles ud på tværs af EU som den tredje coronavaccine, fortæller direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz.
»Det gør, at man i princippet kan anvende den steder, hvor der ikke er frysefaciliteter. Så den er noget lettere at håndtere. Den er også mere robust«, siger han og sammenligner med vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.
Om AstraZenecas vaccine skal tilbydes borgere i alle aldersgrupper er et spørgsmål, som de enkelte lande skal tage stilling til. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har fredag meddelt, at den anbefaler at godkende vaccinen fra AstraZeneca til alle over 18 år, men det er usikkert, om personer over 55 år vil have gavn af vaccinen.
»I godkendelsesgrundlaget står, at vaccinen kan bruges til personer over 18 år«, siger Thomas Senderovitz.
»Men der står også, at der ikke er tilstrækkelig antal personer over 55 år, der er indgået i studiet, til at man kan vurdere, om den virker på dem«, tilføjer han.
Fakta
AstraZeneca-vaccinen
Ikke muligt at sammenligne vaccinerne
Det er op til EU-Kommissionen at give den endelige godkendelse af vaccinen, inden den kan distribueres på tværs af Europa. De enkelte landes sundhedsmyndigheder skal nu beslutte, hvem de vil tilbyde vaccinen. Og om vaccinen fra AstraZeneca primært skal bruges til de yngre.
»Der er ikke noget, der tyder på, at vaccinen er risikabel at bruge på ældre«, understreger Thomas Senderovitz.
»Men der er manglende grundlag til at sige, om den med sikkerhed virker for ældre over 55 år«, påpeger han.
De 27 EU-lande har givet EMA bemyndigelse til at sige god for eller afvise de nye vacciner, der er på vej mod covid-19. Det betyder, at godkendelsen ikke skal falde i de enkelte medlemslande. Herhjemme tager Sundhedsstyrelsen stilling til dette i den kommende uge, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
I den forbindelse vil Sundhedsstyrelsen udsende »reviderede retningslinjer, pjece og vaccinationstilbud«.
»Den nye vaccine er nemmere at håndtere, og det giver os flere muligheder for at nå længere og bredere ud med vaccinationstilbud«, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i meddelelsen.
»Og så er det en fordel, at vi har en tredje godkendt vaccine i spil, særligt i den aktuelle situation hvor vi desværre har udfordringer med vaccineleverancerne«.
AstraZenecas vaccine er den tredje mod covid-19, som EMA har anbefalet. De to første var fra BioNTech/Pfizer og Moderna. De er allerede taget i brug.
EMA har givet en godkendelse på baggrund af studier, der har vist, at AstraZenecas vaccine har en effekt på 59,5 procent. Pfizer/BioNTechs og Modernas vacciner har fremvist effekt på henholdsvis 95 og 94,1 procent. Dog kan tallene ikke sammenlignes, da de stammer fra forskellige studier lavet ud fra forskellige grupper.
»Ingen af vaccinerne er blevet sammenlignet mod hinanden. Så rent videnskabeligt kan man ikke sige, om den ene vaccine er mere effektiv end den anden«, siger Thomas Senderovitz.
ritzau
fortsæt med at læse


























