Overlæge Rikke Krogh-Madsen lukker døren til isolationsstuen bag sig og træder ud på gangen. Hendes ansigt er blottet, da hun har glemt at tage mundbind på. Det er et usædvanligt syn her på infektionsmedicinsk afdeling, hvor alt personale bærer blå mundbind, når de bevæger sig rundt uden for sengestuerne, hvor de har kittel, visir, maske og handsker på. En kollega hjælper overlægen, der lidt befippet sætter elastikkerne fast bag ørerne.
Måske hænger hendes glemsomhed sammen med, at hun netop har haft en svær samtale med en patient og hendes pårørende inde på stuen. Det er ikke i sig selv en usædvanlig samtale, for her under pandemien har personalet igen og igen måttet overbringe den triste besked: Vi kan ikke gøre mere for dig. Det er præcis, hvad Rikke Krogh-Madsen har været igennem på stuen.
I hospitalssengen ligger en kvinde i midten af 60’erne. Hun er et stort menneske, lider af diabetes 2 og hjertesygdom og har været indlagt en uges tid med svær covid-19-sygdom. Intet har kunnet slå den ned. De seneste dage har kvinden fået det værre og værre. Der er skruet helt op for både iltmængde og tryk på den maske, der lige nu holder døden på afstand. Men det er en stakket frist. Hendes lunger er så angrebet af infektionen, at selv maskiner, ilt, medicin og al den samlede viden, behandlingen repræsenterer, kommer til kort. Sammen med kolleger nede på intensivafdelingen har overlægerne her på afdelingen vurderet, at hun ikke er ’kandidat’ til at komme i respirator, som det hedder. Hendes overvægt og andre sygdomme er af så alvorlig karakter, at hun ikke kan overleve kunstig koma. Vurderingen er, at det vil være uetisk at forsøge. Både over for kvinden og hendes pårørende. Det vil være et såkaldt udsigtsløst forløb, hvor der efter nogle uger må slukkes for respiratoren, fordi patienten ikke kan undvære den kunstige vejrtrækning.
Derfor er der ingen vej udenom.
