Den spinkle mand ligger på ryggen i hospitalssengen med dynen slået væk. For en udenforstående ser alt fredeligt ud. Patienten ligger stille, han siger ikke en lyd, og der er ingen bippende alarmer. Men virkeligheden ser anderledes ud set med sygeplejerske Nadia Sonnenborgs øjne. Hun er netop trådt ind på stuen og lægger med det samme mærke til det.
»Du har taget din iltbrille af. Og iltmåleren. Det må du altså ikke«, siger hun venligt, men bestemt til manden, der er omkring 70 år.
Han slår ud med armene. Siger ingenting. Sygeplejersken går hen til sengen og fisker iltbrillen op og giver ham den på. Hun vender sig mod vægpanelet bag sengen og lukker mere op for ilten. En susende lyd fylder stuen. Derpå sætter hun en klemme med ledning på hans finger. Og kigger. Skiftevis på manden og på en skærm med røde tal. Hans iltmætning i blodet nåede at falde til 78 procent som tegn på, at han fik alt for lidt ilt ud i kroppen. Men han mærkede intet. Langsomt kryber tallene op. Over 80, 85, 90.
»Jeg vil sove«, siger manden og forsøger at lægge sig ned, men Nadia Sonnenborg lægger en hånd bag hans ryg og holder ham oppe.
