Endnu en patient har mistet livet på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling. Lungerne var så fulde af betændelse, at de ikke kunne bringes til at fungere, uanset hvad personalet stillede op. Dag for dag fungerede de dårligere, lige meget hvor mange liter ilt der blev blæst ned i det livsnødvendige organ. Betændelsen i lungevævet forhindrede ilten i at vandre over i patientens blodbane. Hjertet slog langsommere og svagere for til sidst at holde helt op.
Her på gangen, inde på kontorerne og i de rum, hvor røde tal på skærme beretter om patienternes tilstand, er der ingen, som spørger, om patienten er død af eller med covid-19. Eller om epidemien mon er mere eller mindre alvorlig end en hård influenzasæson. Her er bare stille et øjeblik, mens oplysningen synker ind blandt de sygeplejersker, der netop er mødt ind på dagvagt og får at vide, hvad der er sket. Kort efter tager de fat på dagens arbejde. De fordeler opgaver mellem sig, sætter sig ved computere og klikker sig ind på notater om patienterne, så de er rustet til, hvad de skal. Og forberedt på, hvad der kan ske i løbet af dagen. For de ved, at det vil ske igen. De har prøvet det før. De kommer igen til at få beskeden om, at en patient er død. Måske står de selv ved den syge, når døden indtræffer.
På stuen ligger afdøde under et lagen, efter at en sygeplejerske har gjort liget i stand. Kroppen er vasket, slanger er fjernet, og tøjet er skiftet. Roen står i kontrast til virkeligheden de seneste dage, hvor patienten med en maske spændt om hovedet kæmpede med hver en muskelfiber i kroppen for at få nok ilt ned i lungerne og ud i kroppen. Det var som et maratonløb uden målstreg.
Et par timer senere kommer kapelportør Klaus Brian Klinkby Olsen gående på gangen. Han får adgang til stuen gennem den tunge skydedør, sikrer sig kortet med informationer om afdødes identitet, klikker sengen fri og drejer den ud på gangen, hen til døren, ned med elevatoren og hen i bunden ad den flere hundrede meter lange gang, som binder Vestegnens store akuthospital sammen. Han bipper sig ind i kapellet, med en lift flytter han afdøde fra sengen til en aflang stålbakke, hvorefter han med en anden, større lift placerer den livløse krop på en hylde i en metalreol i kølerummet. Omkring halvdelen af dem, der ligger her, var covid-19-patienter.
