0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Sygeplejerske Line Vandsø tilser en kvinde, der er alvorligt syg i sine lunger af covid-19. I baggrunden står patientens familie og følger med.

Kapitel 1: Tre dage ved epidemiens frontlinje viser, at covid-19 er en brutal sygdom

En patient gisper efter luft på livets yderste kant, og hendes familie er på vej. En anden er vågnet i live og husker sin kones første ord. En tredje bruger ét ord om covid-19: Rædselsfuld. Politiken besøgte tre dage i januar infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, hvor personalet hver dag arbejder i farvandet mellem liv og død, og hvor patienter kan være »kandidater«. Her er første kapitel af beretningen ’Jeg kan ikke få luft’.

FOR ABONNENTER

Endnu en patient har mistet livet på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling. Lungerne var så fulde af betændelse, at de ikke kunne bringes til at fungere, uanset hvad personalet stillede op. Dag for dag fungerede de dårligere, lige meget hvor mange liter ilt der blev blæst ned i det livsnødvendige organ. Betændelsen i lungevævet forhindrede ilten i at vandre over i patientens blodbane. Hjertet slog langsommere og svagere for til sidst at holde helt op.

Her på gangen, inde på kontorerne og i de rum, hvor røde tal på skærme beretter om patienternes tilstand, er der ingen, som spørger, om patienten er død af eller med covid-19. Eller om epidemien mon er mere eller mindre alvorlig end en hård influenzasæson. Her er bare stille et øjeblik, mens oplysningen synker ind blandt de sygeplejersker, der netop er mødt ind på dagvagt og får at vide, hvad der er sket. Kort efter tager de fat på dagens arbejde. De fordeler opgaver mellem sig, sætter sig ved computere og klikker sig ind på notater om patienterne, så de er rustet til, hvad de skal. Og forberedt på, hvad der kan ske i løbet af dagen. For de ved, at det vil ske igen. De har prøvet det før. De kommer igen til at få beskeden om, at en patient er død. Måske står de selv ved den syge, når døden indtræffer.

På stuen ligger afdøde under et lagen, efter at en sygeplejerske har gjort liget i stand. Kroppen er vasket, slanger er fjernet, og tøjet er skiftet. Roen står i kontrast til virkeligheden de seneste dage, hvor patienten med en maske spændt om hovedet kæmpede med hver en muskelfiber i kroppen for at få nok ilt ned i lungerne og ud i kroppen. Det var som et maratonløb uden målstreg.

Et par timer senere kommer kapelportør Klaus Brian Klinkby Olsen gående på gangen. Han får adgang til stuen gennem den tunge skydedør, sikrer sig kortet med informationer om afdødes identitet, klikker sengen fri og drejer den ud på gangen, hen til døren, ned med elevatoren og hen i bunden ad den flere hundrede meter lange gang, som binder Vestegnens store akuthospital sammen. Han bipper sig ind i kapellet, med en lift flytter han afdøde fra sengen til en aflang stålbakke, hvorefter han med en anden, større lift placerer den livløse krop på en hylde i en metalreol i kølerummet. Omkring halvdelen af dem, der ligger her, var covid-19-patienter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce