Med få meters mellemrum udfolder sig to virkeligheder på to sengestuer på Hvidovre Hospital. Der er stille på den ene stue på infektionsmedicinsk afdeling. Her er de nærmeste pårørende samlet for at tage afsked med en patient, der trods hård kamp ikke overlevede. I takt med at virussen spredte sig i lungerne og inficerede større og større dele af vævet, måtte personalet her på afdelingen skrue mere og mere op for tilførslen af ilt. Alle metoder blev taget i brug. Bortset fra respirator, da lægerne vurderede, at manden på grund af flere alvorlige kroniske sygdomme stensikkert aldrig ville komme ud i live af flere uger i kunstig koma. De pårørende nåede akkurat frem. Nogle timer tidligere denne dag hastede de gennem hospitalets gange med et tomt, nærmest skræmt blik i øjnene. Nu er det slut. Batteridrevne stearinlys sender blødt lys ud i rummet, mens solen nu og da trænger igennem udefra og lyser dele af hospitalsstuen op.
Lidt længere nede ad gangen sidder en mand på 66 år i en kørestol inde på stuen og hviler hovedet mod en nakkestøtte. Han kigger ud ad vinduet. På bordet ved sengen ligger flere slags lakrids og et blad med krydsogtværsopgaver, som han nu og da løser i et forsøg på at få hjernen op i omdrejninger. Han er en af overleverne. Bo Kristensen er en af dem, der har svævet mellem liv og død, mens covid-19 satte lungerne og resten af kroppen på den hårdest tænkelige prøve.
Efter næsten en måned i dyb søvn på intensivafdelingen, hvor en respirator trak vejret for ham, vågnede han for nogle dage siden op i live. Han trådte ud af den kunstige koma, som medicin holdt ham i, mens kroppen bekæmpede infektionen. Det er ingen sensation. Og så alligevel. For erfaringerne fra intensivafdelinger viser, at jo længere tid, en covid-19-patient er i respirator i sovende tilstand, jo sværere er det at komme ud i live. Men Bo Kristensen klarede den. Derfor kan den tidligere lufthavnsarbejder fra Kastrup nu sidde i stolen og betragte det kølige vinterlys udenfor, mens han funderer over, hvad der er sket.
»Det hele er sådan lidt …«, siger han og graver dybt i hukommelsen efter det rigtige ord. Der er stille i ti sekunder.
