Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Tre måneders ventetid på behandling for angst og depression kan ifølge psykologformand forværre lidelser. Regioner venter løsning i foråret.

Psykologer ser alarmerende stigning i coronarelateret angst

Politiken satte tidligere på året fokus på, hvordan coronakrisen påvirker det mentale helbred. Her medvirkede blandt andre Cecilie Sonne Skærning, der er ramt af angst. Foto: Marius Renner/POLFOTO
Politiken satte tidligere på året fokus på, hvordan coronakrisen påvirker det mentale helbred. Her medvirkede blandt andre Cecilie Sonne Skærning, der er ramt af angst. Foto: Marius Renner/POLFOTO
Lyt til artiklen

Coronakrisen med social afstand og isolation begynder at gøre ondt på danskernes psykiske helbred. Landets psykologer har travlt som aldrig før med at behandle folk med angst og depression. Fra fjerde kvartal 2019 og til fjerde kvartal sidste år, er der eksempelvis sket en stigning på 36 procent, når det gælder behandling af angst.

»Det er en markant stigning, som jeg nok til en vis grad havde ventet. Men omfanget kommer alligevel bag på mig«, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Opgørelsen omfatter borgere fra 22 til 38 år, som kan få 60 procent tilskud fra det offentlige til psykologbehandling. Psykologformanden er ikke i tvivl om, at coronasituationen er den primære forklaring på, at flere søger hjælp.

»Det kan være angst for at blive smittet og – hvis man selv er smittet – for at smitte andre. Men mange føler også, de lever i et vakuum – en slags tidslomme, som i sig selv kan være angstprovokerende. De kan ikke længere genkalde sig billedet af, hvordan det er at leve i en normal hverdag, sådan som man kunne i starten af krisen. Og samtidig har de svært ved at danne sig et billede af, hvordan det bliver, når krisen engang er slut«, siger Eva Secher Mathiasen.

Ventetid på behandling er for lang

Den stigende efterspørgsel efter psykologhjælp har ført til længere ventetider på at komme i behandling. Den gennemsnitlige ventetid for behandling af angst og depression er i januar opgjort til 12,3 uger. Ventetiden er noget af det længste, som psykologernes forening har registreret.

»Det er alarmerende, at der er så mange borgere, som står og har brug for behandling, men som skal vente tre måneder. De står i en risiko for at få det værre«, siger Eva Secher Mathiasen.

Hun mener, at Danske Regioner sidder med nøglen til at løse problemet.

»Løsningen er at oprette flere ydernumre og give de psykologer, der er i ordningen, lov til at lave noget mere. Og så skal man smelte de puljer sammen, der er i psykologordningen. Det vil være med til at øge den samlede kapacitet og nedbringe ventetiden og få de penge brugt, som Folketinget har afsat til psykologbehandling«.

Anders Kühnau (S), der er formand for Løn- og Praksisudvalget i Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Midtjylland mener, at det er nødvendigt at få psykologer til at tage flere patienter under den offentlige sygesikring, hvis man skal nedbringe ventetiden for behandling af angst og depression.

»Vi skal selvfølgelig yde behandling til dem, der har brug for hjælp. Det kan vi også med den økonomi, der er afsat, og med de psykologer, vi har«, siger Anders Kühnau og tilføjer:

»Vi skal finde nogle løsninger på, hvordan vi kommer derhen: At de psykologer, vi allerede har til at arbejde under overenskomst, at de også tager flere ind«.

Hjælp online

Også pensionsselskabet Danica har oplevet et stigende antal af selskabets kunder, der via en sundhedsforsikring har søgt om hjælp. Antallet af henvisninger til psykologbehandling er steget med hele 82,9 procent i samme periode.

»Der er ingen tvivl om, at corona er en medvirkende og i nogle tilfælde den udløsende årsag«, siger Camilla Thind Sunesen, chef for sundhedsløsninger i Danica.

»For de fleste kommer det oven på nogle igangværende familiære eller arbejdsmæssige udfordringer, hvor corona så bliver den udløsende årsag, der får bægeret til at flyde over«, siger hun.

Det er en blandet skare, der søger hjælp.

»Mange af dem, vi hjælper, er hjemsendte, som måske har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med et par hjemsendte børn, samtidig med at de voksne skal arbejde hjemmefra. Men der er også personer uden en partner, som oplever en stigende isolation og ensomhed, som får dem til at bukke under og række ud efter hjælp«, siger Camilla Thind Sunesen.

Selskabet har fra årsskiftet indført en ny onlinetjeneste, der gør det muligt for kunderne at tale med en læge eller psykolog via nettet. Man kommunikerer digitalt med lægen eller psykologen, og man kan booke tid via mobiltelefon eller computer. Ambitionen er at tage flere psykiske skader i opløbet, før det ender med varige skader på sjæl eller krop.

»Typisk ser vi jo, at hvis vi ikke får hjulpet folk tidligt, så kan det sætte sig til noget langvarigt i form af angst og depression, og derfor har vi netop fokus på den tidlige indsats«, siger Camilla Thind Sunesen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her