Med sin adresse på den københavnske vestegn har Hvidovre Hospital været det hospital i Danmark, der under epidemien har modtaget flest patienter med covid-19, lige siden den første ankom med svær åndenød og et desperat blik i øjnene en lørdag i marts måned sidste år.
Da anden bølge med virus skyllede ind over landet i december og januar, var hospitalets infektionsmedicinske afdeling fyldt op med patienter, der kæmpede for at få luft. Langt de fleste var ældre. Mange klarede den ikke. Med et fortærsket udtryk blev døden hverdag for de ansatte. Helt bogstaveligt. Men her i begyndelsen af maj måned er situationen en helt anden, fortæller Thomas Benfield, der er overlæge på afdelingen og professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet.




























